Esben Thusgård

Folkekirken – et troens og eftertankens rum.

Havde vi ikke en kirke, måtte vi vist hellere se at komme i gang! Hvor går vi ellers hen med det i livet vi holder tættest ved hjertet, det vi ikke har magten over?

Som årene går ved jeg i hvert fald med mig selv, at jeg ikke ville kunne leve i en verden uden kirkens forunderlige rum. De små som de store – hvor vi i fællesskab øver os i at komme overens med det i livet som ikke går op.

Jeg holder af middelalderkirkernes hvide kalk og granitblokkene, som her og der titter frem. Kirkerne har stået i landskabet og midt i landsbyer og forstæder i 8-900 år. De minder os alle om, at verdenen ikke begyndte med hverken din eller min fødsel.

Jeg holder af kirketårnene, som de møder os på lang afstand i landskabet. På landet og i byerne peger de mod en anden virkelighed, end mange af de andre bygninger, som på trods af deres beton, stål og glas kun står en tid.

Jeg holder af den himmelstræbende arkitektur i storladne rum, der efterlader mig med en stille undren over den menneskelige vilje til og behov for at skabe denne overflod af skønhed. Rummet minder mig om alt det i verden, som hverken kan købes, sælges eller argumenteres for, men som bare er til. Helt uden formål, helt uden for vores rækkevidde, men for at vi kan nyde det og glædes over det.

Jeg kan falde i staver ved at se ud ad kirkernes ruder. Nogle strålende i overjordiske farver. Jeg har brug for at kunne kigge på verdenen og vores fælles liv ud gennem kirkens og troens vinduer, som en modvægt til det syn på verdenen, hvor der sjældent er plads til mere end to farver: sort og hvidt. Hvor du kan være for eller imod. Indenfor eller udenfor. Der er så uendelig mange flere farver til, meget mere at sige om os og dem vi er uenige med.

For vores modstander er altid et medmenneske. Glemmer vi det, står vi selv i fare for at miste vores menneskelighed. Jeg siger ikke, at kirken er det eneste sted, hvor vi hører om medmenneskelighed, næstekærlighed og om ethvert menneskes umistelige værdi, men her tilkendes du og jeg ubetinget menneskeværd, igen og igen.

Jeg holder af musikken i kirken. Når vi synger ”Dejlig er jorden… ” og ”slægt skal følge slægters gang”. At vi kan dele musikken og sangen med hinanden og med dem vi tænker på, de som vi besøger på kirkegården eller i minderne. Orglets brusende klange og salmen, som vi deler, overlever døgnfluerne og gårsdagens hit.

Gudstjenestens stilfærdige åndedrag og faste rytme, teksterne og ordene, kalder på en eftertænksomhed, som vi måske mere end nogensinde har brug for, hvor verden og kulturen hastigt forandrer sig og kalder på os med stadig nye krav og forventninger. Her mindes vi om, hvad det vil sige at være menneske og hvor dit værd ikke afgøres af konkurrencesamfundet eller din pensionsalder, men af at du er et Guds barn.

Jeg holder af ordene ”lad os alle bede” – der er med andre ord et sted i verdenen, hvor jeg bliver bedt om at stoppe op og lade de hurtige meninger og domme, tankeløsheden og overfladiskheden få et modspil. Et eftertankens rum. Et rum for det vi ikke kan forklare.

Jeg holder af Bibelens store ord og deres poesi. De holder de anmassende politiske paroler og reklamernes slogans på afstand. I stedet kan vi læse og høre: ”Lovet være Gud … som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb …”, og få skænket troen på, at fremtiden er åben.

Det er med evangeliet i ryggen, jeg tør håbe, tro og vente, at noget nyt vil bryde udviklingen, kurven, prognosen, diagnosen og det forudsigelige. At noget nyt må komme til. Bryde frem, uventet, overraskende, fyldt af håb og glæde. En ny horisont åbner sig.

Samtidig ved jeg godt, at ingen af os kan sige os fri for at være en del af vores tid. En del af tidsånden, en del af kulturen og en del af udviklingen.

Folkekirken eller vi der engagerer os i den til daglig, står ikke på et helle i tidernes strøm, men er en del af udviklingen, som kan gå sin skæve gang. Midt i alle de kirkelige dyder og opbyggelige ord, jeg kan opregne om, hvordan kirken oplyser og opbygger, så tager folkekirken på godt og ondt også farve af vores fælles liv midt i verdenen med al dens fryd og al dens møje. Hvordan skulle folkekirken ellers være kobling mellem de store ord og vores hverdag? Hvordan skulle forkyndelsen kunne være aktuel, hvis folkekirken ikke vedkendte sig at være en del af vores tid?

Og så må vi alle leve med, at politikerne med den folkekirkelige ordning har et ord at skulle have sagt. De tager sig af det i livet, som de har magten over, og som vi altså i fællesskab beslutter os for. Det er ikke altid lige let. Men måske alligevel meget godt, at de på folkets vegne forstyrrer folkekirken. Det holder liv i samtalen og udviklingen – gad vide hvor vi ellers var i spørgsmålet om kvindelige præster og vielse af par af samme køn?

Det holder luften frisk i lokalet, så ingen sidder og synger salmer for sig selv i et hjørne uden også at forholde sig til den virkelige verden.

Med offentligheden og politikerne oplever vi, at det folkelige løber ind over og til folkekirken. Holder os der er engageret i folkekirken på sporet også af den virkelighed.

Jeg tror helt enkelt på, at Kristus lod sig føde, ikke for at vi skulle frelses ud af denne verden, men nærmere ind i den, frelses til et dybere engagement i verden og hinandens liv.

Godt vi har den – Folkekirken!

1. Hvad kendetegner Aarhus Stift?

Aarhus Stift er et folkeligt stift. Mange har en naturlig tilknytning til folkekirken – uden de store ord, men med stor betydning.

Her er plads til alle, til det skæve, det skrøbelige liv, til traditioner og det forudsigelige. Fordi kirken rummer det hele og fordi kirken med sin stærke rolle er en vigtig del af samfundet. Vi er på kryds og tværs fælles om at tage ansvar. Vi har gennem mange år samarbejdet i sognene og med institutioner og lokalsamfundet omkring kirken. Det skaber ansvarsfølelse og mod til at finde nye forbindelser mellem kirke og folk i Østjylland.

I Aarhus Stift skal der være både vilje og kreativitet til at finde koblingspunkterne mellem folk og kirke.

2. Hvad er den vigtigste opgave for en ny biskop over Aarhus Stift?

Verden forandrer sig omkring os i det nære og i storpolitikken. Der er så meget, som vi ikke har magt over.

Jeg vil som biskop holde fast i, at en af de vigtigste opgaver er det, kirken er sat i verden for: Forkyndelse af kristendom, som fastholder os på Guds virke i vores verden, en Gud, som møder os i det store og i det nære med håb, men også med en opgave: at bygge et medmenneskeligt samfund med plads til alle.

At holde fokus på forkyndelsen betyder i praksis også, at præster og menighedsråd ikke skal drukne i administration.

3. Hvad vil du sætte særligt fokus på, hvis du bliver valgt som ny biskop over Aarhus Stift?

Som biskop vil jeg i de første år særligt have fokus på de udfordringer, som menighedsråd og præster oplever: faldende dåbstal, rekruttering af præster og medarbejdere, arbejdsmiljøudfordringerne, vedligeholdelse af middelalderkirker og en forenklet administration med en mere effektiv sagsgang.

Jeg vil styrke sammenhængen mellem stift, provsti og sogn. Det skal være lettere at dele erfaringer, få kvalificeret hjælp og modtage støtte tættere på virkeligheden i sognet.

Aarhus Stift skal skifte gear, så vi på tværs af sogne og provstier bliver bedre til at samle op på det, der allerede virker lokalt, og give det videre til hinanden, så flere kan anvende det i praksis.

4. Hvad forstår du ved ”god ledelse”?

God ledelse er tydelig og baseret på tillid. Den sætter retning, følger op og skaber rum til sammen med alle relevante parter at turde sætte sig mål. God ledelse sikrer rummelighed, som giver mod til at bevare det bevaringsværdige og lyst til at forsøge noget nyt.

Derfor sætter god ledelse faglig udvikling højt og medvirker til at etablere kollegiale og faglige fællesskaber, så problemer og løsninger deles. God ledelse skaber de rum, hvor vi respektfuldt giver plads til forskellige perspektiver, så vi kan skabe grundlag for fælles beslutninger.

God ledelse placerer trivsel og arbejdsmiljø højt på dagsordenen. Tillid, tryghed og handlekraft er nøglebegreberne i god ledelse. Det vil jeg som biskop tage ansvar for.

5. Hvordan vil du arbejde for et sundt arbejdsmiljø i folkekirken i Aarhus Stift?

Biskoppen har ansvar for præsternes arbejdsmiljø. I dag samarbejder biskop, provst og arbejdsmiljørepræsentanter i et arbejdsmiljøudvalg i stiftet. Med udgangspunkt i dette udvalg vil jeg tage flere forebyggende initiativer. Arbejdsmiljø er ikke et sideprojekt, men et afgørende ledelsesansvar.

Den nye menighedsrådslov gør klart, at biskop, provster og menighedsråd skal virke sammen for at løfte ansvaret for den fælles arbejdsplads. Jeg vil nedsætte et udvalg med repræsentanter herfra samt stiftets mange arbejdsmiljørepræsentanter. Her kan vi tage fælles initiativer, som fx samtidige arbejdspladsvurderinger (APV) for alle, konflikthåndtering og en fælles årlig arbejdsmiljøuge for hele stiftet.

6. Hvad forstår du ved betegnelsen ”folkekirke”?

Trykket skal ligge på første stavelse: FOLKEkirke. Det er folkets kirke. Den er båret af demokrati, samtale og åbenhed. Det viser sig smukkest, når østjyderne i dag oplever, at der tales direkte ind i deres liv – i forkyndelsen og i kirkens aktiviteter og fælles rum. Som det sker søndag morgen, i samtaler forud for fx dåb og begravelse, når den lokale kirke inviterer til aktiviteter og når folkekirken i konfirmationsforberedelsen taler ind i de unges og deres familiers liv.

7. Hvad ser du som den største udfordring for folkekirken?

De vigende dåbstal er en reel udfordring, og det hænger sammen med en generel udvikling i vores kultur, hvor vi hver især oftere vælger til og fra. Vi hylder friheden, men friheden slider på sammenhængskraften – og på medlemstal og opbakning.

Samtidig søger mange fællesskaber, traditioner og sammenhænge, hvor de oplever at være en del af noget større. Jeg ser mange kirker arbejder kreativt om disse udfordringer, og registrerer et stemningsskifte. Færre bliver barnedøbt, mens flere tager beslutning om dåben senere i livet.

Som biskop vil jeg sikre, at vi samler erfaringer (fx undervisning/religionspædagogiske tiltag mv.) fra sogne, hvor vi lykkes, og sørge for, at den viden bliver delt til gavn for præster og menighedsrådenes arbejde. Men der findes ikke et quickfix på komplicerede udfordringer!

8. Hvad er det væsentligste problem i Danmark i dag, som kirken er en del af løsningen på?

Mange oplever, at de ikke er en del af et fællesskab. Problemer for det enkelte menneske, som ensomhed, sorg, manglen på mening, eller at føle sig udstødt – er en udfordring for vores samfund.

Kirken kan her være med til at gøre en forskel. Gennem diakoni, lokale fællesskaber og partnerskaber med andre skaber folkekirken rum for nærvær, håb og relationer. Kirken tilbyder medmenneskeligt nærvær, ritualer og fortællinger, der hjælper os med at rumme livets svære situationer.

Det gælder også, når der i en krisetid rækkes ud efter folkekirken.

Jeg ser en opgave i at styrke samarbejder mellem kirke, kommuner og civilsamfund, så ingen står alene med opgaven.

9. Hvor vil du placere dig selv kirkeligt?

Jeg har boet i Østjylland i mere end 30 år og har taget grundig farve af kirkeligheden, hvor der er god plads til folkeligheden og åbent til himlen. Kirkeligt står jeg i en grundtvigsk tradition med blik for vores samtid, og hvor der er en tæt sammenhæng mellem dit og mit liv, det fælles liv i skole og samfund og så det ord fra Gud, som sætter det hele i et særligt relief.

Gud møder os på mange måder i vores liv, og folkekirkens fineste opgave er at tyde og give sprog til det møde.

10. Hvordan vil du som biskop understøtte menighedsrådenes arbejde?

Jeg vil arbejde for, at menighedsråd oplever stiftet som en reel støtte, også når sager trækker ud, når regler er uklare og udfordringer svære. Det skal være tydeligt, hvem man kan ringe til, og hvad man kan forvente. Menighedsrådenes arbejde skal understøttes med afsæt i frihed og tillid til, at de fleste opgaver løses bedst lokalt. Menighedsrådene kender deres sogn og vilkår bedst.

Samtidig vil jeg sikre, at lokale, gode erfaringer kan deles og blive til fælles læring. Jeg er optaget af at samle viden og erfaringer fra menighedsrådenes arbejde med fx diakoni, sjælesorg, undervisning og mødet med mennesker i krise. Delt viden kommer flere til gavn. Stiftets rolle er her ikke at styre lokale prioriteringer, men at forbinde dem og bidrage til fælles retning.